00
Tidligere artikler » Lufttermofotografering vildleder

Lufttermofotografering vildleder


Nogle kommuner har foretaget lufttermofotografering af dele af deres byområder for at vejlede borgerne om mulige energibesparelser. Et notat fra Teknologisk Institut konkluderer dog at det kan være mere vildlededende end vejledende


Af Søren Bach Rasmussen, 5. maj 2010

Hvad er termofotografering?
Termofotograiering er fotografiering af bygninger med et varmefølsomt kamera for at afdække de steder, hvor varmetabet er størst og effekten af isolering og tætning af bygningen er størst. Kameraet afbilder de fotograferede bygningsdeles overfladetemperatur med forskellige farver og skulle gerne vise områder på bygningen med unormalt varmetab, såkaldte "hot spots".Termofotografering skal udføres i den kolde årstid og helst om natten eller i skyet vejr, da solen kan have stor indflydelse på resultatet.Termofotografering udføres normalt på jorden inde og udenfor bygningen med et håndholdt kamera og har hidtil været et værdifuldt redskab til at afdække bygningsdele med stort varmetab. På det seneste har man forsøgt at udføre termofotografiering fra luften og dermed forsøgt at afdække huse med særligt stort varmetab i boligområder. Ideen er besnærende simpel og synes at være en forholdsvis billig metode til at afdække bygninger med et stort energitab i store områder, men notatet fra Teknologisk Institut viser dog at værdien af en sådan fotografering er tvivlsom.

Hvad er problemet med termofotografering fra luften?
Der er flere problemer med termofotografering fra luften:
  • Fotografering ovenfra og lodret ned vil kun afdække varmetabet fra bygningens tagflade, men ikke varmetabet fra bygningens lodrette flader (murværk m.m.), men vil kræve skråfotografering
  • Fotografering skråt ovenfra er forholdsvis simpel, men kræver mindst to overflyvninger af hvert område for at få alle fire sider af bygningen med
  • De håndholdte termofotografier fra jorden har en meget høj opløsning og kan derfor vise meget små detaljer f.eks. omkring vinduer. På grund af afstanden til det fotograferede, har lufttermofotografering en mindre detaljeringsgrad og kan ikke vise nær den samme detaljeringsgrad. En stor del af vinduers varmetab skyldes luftlækage, som endog er svær at afsløre med håndholdt termefotografering og slet ikke kan afsløres med lufttermofotografering
  • Velventilerede og uisolerede tage vil have samme overfladetemperatur, som velventilerede og godt isolerede tagflader. Varmen fra de uisolede tage vil ledes bort ved ventilation og kan derfor ikke afsløres med lufttermofotografering, som jo netop viser bygningsdelenes overfladetemperatur. Godt isolerede tage og dårligt isolerede tage vil derfor se ens ud på billederne. Det samme vil være tilfældet med velventilerede og godt/dårligt isolerede mure
  • Bygningsmaterialernes overflader (eternit, tagsten, glaserede tagsten, ståltag, tagpap) vil betyde at overfladernes temperatur på grund af baggrundsstrålingen vil blive afbildedet meget forskelligt til trods for, at de har samme overfladetemperatur. Dette skyldes at de forskellige tagmaterialers varmestråling er forskellig til trods for, at deres overfladetemperatur er ens. Dette giver blandt andet store problemer med vurdering af vinduers varmetab, idet det ikke er muligt at skelne mellem 1-lagsruder, termoruder og lavenergiruder
  • Vejret på tidspunktet for fotograferingen vil også have betydning for resultatet, da bygningsdele vil se mere velisolerede ud i blæsevejr end i stille vejr, da varmen ledes bort af vinden før den kan nå at opvarme bygningsoverfladen.
  • Tolkning af lufttermofotografierne vil ikke kunne gøres af den almindelige husejer og selv erfarne tolkere af termofotografier vil have store problemer på grund af det ovenfor nævnte. Fotografierne åbner desværre også mulighed for, at håndværkere vil kunne overbevise husejere om at investere i mindre rentable energiprojekter på baggrund af mistolkning af termofotografier fra luften
Konklusionen på notatet
Teknologisk Institut konkludere at lufttermofotografering kun i meget få tilfælde kan afsløre uhensigtsmæssigt varmetab fra bygninger. Uisolerede bygninger vil ofte se ud som velisolerede bygninger fra luften. Da bygningerne ikke ud fra luftermofotografier kan klassificeres efter deres varmetab vil det ikke være muligt at udpege bygninger med stort varmetab, hvor en investering i energirenovering vil have effekt

Ikke alle er enige
Det er dog ikke alle, der er enige i notatet. Metoderne til lufttermofotografering er under fortsat udvikling og selv om tolkningen af billederne er sværere end forudset forventer f.eks. Høje Tåstrup kommune (som er en af de kommuner, som har udført lufttermofotografering allerede) at metoden bliver betydelig bedre med mere avancerede tolkningsværktøjer. Cowi og Blominfo, som er nogle af de store aktører på området er meget uenige i notatets konklusioner, men er ikke blevet hørt i forbindelse med udarbejdelse af notatet

Læs mere:


SEOP - Kymervej 34 - 4140 Borup - Mail: webmaster@sparenergiogpenge.dk