00
Tidligere artikler » Hvordan kommer jeg i gang?

Hvordan kommer jeg i gang?


Her er en trinvis guide til at spare energi på den mest effektive måde


Af Søren Bach Rasmussen, 21/10-2009

Start med at kende dit forbrug
Det er vigtigt at du har overblik over, hvor meget energi du bruger, når du starter. Aflæs dit forbrug af el, vand og varme mindst en gang om måneden. Hvis du er skrap til at bruge regneark kan du plotte tallene ind i regnearket og ud fra det, nemt lave et diagram, som illustrere dir forbrug (se billedet til højre). Husk at det er nemmest at sammenligne tallene, hvis du regner energiforbruget ud pr. dag (medmindre du altid husker at aflæse målerne den samme dag hver måned). Når du begynder kan du også bruge de tal, som din energileverandør giver dig hver gang, du har indsendt en måleraflæsning. Problemet er bare at vurdere de svingninger i tallene, som der normalt er hen over året, f.eks. i varmeforbruget. Har du oliefyr, stokerfyr, træpilleovn eller brændeovn er det noget sværere at vurdere forbruget, men du må gøre det, så godt du kan.

Den bedste rækkefølge
Du skal helst bruge følgende rækkefølge for at få mest muligt ud af din ulejlighed og din investering:
  1. Start med de lette besparelser, som at skrue ned for varmen i huset.
  2. Isoler huset på loftet, i hulmuren, dine varmerør og udskift punkterede termoruder ellers sæt forsatsruder med energiglas op. Så er du godt rustet til du eventuelt skal have nyt opvarmningssystem
  3. Gå videre med de lidt større besparelser (nævnt på denne side under "Invester lidt og spar penge". Få dig f.eks. en brændeovn.
  4. Udskift gamle termoruder til lavenergiruder.
  5. Overvej et nyt opvarmningssystem. Der kan være mange penge at spare på langt sigt, men det er en stor investering. Grunden til, at du skal vente med fyringsanlægget til du har isoleret huset mest muligt er, at du måske kan nøjes med et mindre og billigere varmeanlæg, fordi du ikke længere har så stort et varmebehov i huset. Muligvis skal dit gamle fyr skiftes alligevel til den tid, fordi det er slidt op.

Bliv ved med at holde øje med forbruget
På den måde kan du se effekten af dine investeringer i isolering, nye ruder, daglig adfærd etc. Hvis du pludselig ser en stigning i energiforbruget er du eller nogen i din familie måske begyndt at slække lidt på spare-rådene.
Hvis du noterer graddagene fra DMI for den måned , der er gået, kan du nemt sammenholde dit energiforbrug med vejrforholdene og du kan se om, og hvor meget din isolering virker

SEOP - Kymervej 34 - 4140 Borup - Mail: webmaster@sparenergiogpenge.dk