Få varmen fra onkel Anton
Krematorier skal afkøle røgen af miljøhensyn og leverer derfor varmen til fjernvarme
Af Søren Bach Rasmussen, 21. juli 2010
Varme fra ligbrænding til fjernvarme
Nye miljøkrav betyder at røgen fra krematorier skal renses for blandt andet kviksølv. Det kræver at røgen først afkøles fra 1000 grader til til 150 grader for at kviksølvet kan fjernes. Derfor kommer der en masse overskudsvarme i form af varmt vand fra krematorierne, som kan leveres til fjernvarmeværkerne. Størstedelen af varmen kommer dog fra det naturgas, som bliver brugt til ligbrændingen og ikke fra den afdøde. I stedet for i bogstaveligste forstand at lukke varmen ud til gråspurvene vil krematorierne nyttiggøre varmen ved at levere den til fjernvarme.
Etiske overvejelser
Kirkeminister Bertel Haarder bad i 2006 det Etiske Råd om at overveje om der kunne være etiske problemer med at anvende overskudsvarmen fra krematorier til opvarmning. Rådet konkluderede at det ikke mente at der var etiske problemer ved anvendelsen. Fjernvarmeværkerne har således den etiske baggrund i orden til at bruge overskudsvarmen.
Begrænsede varmemængder
Det er dog begrænset, hvor store varmemængder der kan leveres fra krematorier. I forbindelse med et nybygget krematorium i Ringsted, som skal tilsluttes fjernvarmen forventes det at krematoriet kan levere varme til opvarmning af 100 parcelhuse.
Aalborg var først
Nyhedsbrevet 3 F har lavet en rundspørge til krematorierne. Det viser sig at krematoriet i Svendborg, Silkeborg, Roskilde, Holstebro, Randers, Hjørring, Glostrup og Hillerød planlægger at blive tilsluttet fjernvarmen. Esbjerg og Aalborg, hvor Aalborg var først, er allerede tilsluttet fjernvarmen. Af Danmarks 31 krematorier er der dog nogle, som af tekniske eller beliggenhedsmæssige årsager ikke kan tilsluttes, ligesom nogle krematorier står foran en nedlæggelse.
|