Er det ikke dyrt for samfundet?
Måske skulle du hellere vende spørgsmålet om og sige: Kan det betale sig at lade være? Energi bliver dyrere og dyrere og vedvarende energi er dyrt i investeringer, men på langt sigt betaler det sig
Af Søren Bach Rasmussen, 8. juni 2010
Hvorfor bliver energi dyrere?
Der er flere grunde til at energi bliver dyrere og markedskræfterne spiller en stor rolle. Når efterspørgslen stiger vil prisen også stige:
- Olieproduktionen kulminerer snart og olie bliver derfor en efterspurgt vare meds stigende pris. Den danske olieproduktion fra Nordsøen er allerede faldende og betyder at Danmarks rolle på energimarkedet ændrer sig fra at være en nettoeksportør af energi til at være en nettoimportør af energi allerede i 2013, hvilket vil have stor betydning for Danmarks økonomi
- Det samme gælder naturgassen, som fremover i høj grad risikerer at blive leveret af ustabile producenter i østlandene
- Kul vil også blive en eftertragtet ressource og selv om kulreserverne er noget større end olireserverne vil også kul være udsat for store prisstigninger. Derudover er afbrænding af kul en stor klimamæssig belastning
- EU besidder kun 1 % af verdens oliereserver, 2 % af naturgassen og 7 % af kullene og verdens energibehov forventes at stige med 40 % frem til år 2030, hvor verdens befolkning forventes at være på mere end 9 milliarder mennesker
Der vil derfor blive rift om energiressourcerne og en satsning på vedvarende energi med en stabil leverance af energi, så vidt muligt uafhængig af fossil energi, vil være det eneste fornuftige. Ikke bare set fra en klimapolitisk synsvinkel, men også fra en økonomisk synsvinkel. Satsning på vedvarende energi uafhængig af regimer i mellemøsten og andre mere eller mindre autoritære regimer er simpelt hen den eneste mulighed, hvis vores samfund skal overleve økonomisk i en nær fremtid i konkurrence med folkerige lande som Kina og Indien.
Hvorfor klimapolitik?
Klimapolitik med en udbygning af alternativ energi har længe været anset som en økonomisk byrde for samfundet, men det er spørgsmålet om ikke denne indstilling bør ændres til at alternativ energiproduktion er den eneste farbare vej frem. Vi har simpelthen ikke noget valg, hvis vores samfund skal bestå mere end 10-20 år frem i tiden. Hvis vi ser bort fra de klimatiske aspekter, så vil vores energiforsyning, hvis den fremover er baseret på fossil energi, blive præget af stærkt stigende, svingende og ustabile priser med følgende store problemer for vores industri og samfundsøkonomi.
Energipolitikken må op på mærkerne
Alt for længe har vi hørt politikere afvise en satsning på alternativ energiproduktion på grund af de økonomiske byrder, som er forbundet med udbygning af alternativ energi. Det er da også rigtigt at alternativ energi kræver store investeringer til etablering, men når først investeringerne er på plads er driften rimelig og stabil især set i forhold til de prisstigninger, som må forudses på fossil energi. Måske er nogle kritiske overfor de klimamæssige konsekvenser af fortsat udledning af store mængder CO2, men de økonomiske argumenter for, at vores samfund skal frigøres fra fossil energi er meget svære at afvise.
|