Energisparebolig, ny hjemmeside om energibesparelser
Energisparebolig er en ny hjemmeside fra Klima- og energiministeriet, som handler om energibesparelser i boligen
Af Søren Bach Rasmussen, 17-08-2009
Spar CO2 og penge
Energisparebolig.dk er en ny hjemmeside, som er en udvidelse af kampagnen 1tonmindre og som handler om at spare på energien i boligen. 1tonmindre handlede mest om at spare på CO2, men energisparebolig går et skridt videre og giver råd og vejledning om, at spare på energien i boligen, samtidig med, at du kan spare penge. Hjemmesiden havde premiere den 14. august 2009.
Test dit hus
Hjemmesiden har en beregner, hvor du indtaster nogle enkelte oplysninger om dit hus og så får du en række gode råd om, hvor du kan spare energi og penge i dit hus.
Kyoto-pyramiden
Energisparebolig reklamerer for den såkaldte Kyoto-pyramide eller energipyramide, som minder om kostpyramiden og handler om, i hvilken rækkefølge, du kan gøre noget ved dit hus. Pyramiden har tre trin, hvor den første, nederste og bredeste handler om at isolere dit hus. Trin to handler om at reducere elforbruget fra mindre apparater, mens det øverste trin og spidsen af pyramiden handler om de helt store ombygninger og store besparelser, som koster mange penge at gennemføre. Man skal tage det første trin først og de dyre besparelser til sidst, når du kender energiforbruget i dit godt isolerede hus. Kyoto-pyramiden blev udviklet i 2005 af to nordmænd.
Otte forslag til dit hus
Energisparebolig har otte forslag til, hvordan du kan varme dit hus op mere miljøvenligt og spare penge. De enkelte forslag gennemgåes i detaljer, ligesom der er beregninger på, hvor lang tid, det vil tage før din besparelse er tjent hjem igen.
Energimærkning
Energisparebolig.dk handler også om energimærkning af din bolig. Her kan du læse lidt om, hvad energimærkning går ud på og hvorfor dit hus skal energimærkes, når du sælger det.
|