Byvindmøller laver for lidt strøm
Byggefirmaet Logik og Co. startede for et halvt år siden et forsøg med vindmøller på taget af huse i byen. Desværre har møllerne produceret for lidt strøm, så nu stopper forsøget
Af Søren Bach Rasmussen, 2. juli 2010
Vertikale vindmøller
For et halvt år siden opsatte firmaet 12 tyskproducerede såkaldte vertikale vindmøller ( se billeder af møllerne her) på tagene i byerne. Håbet var at møllerne kunne producere godt 1500 kWh om året, hvilket svarer til næsten halvdelen af en husstands normale elforbrug, således at møllen eventuelt kunne kombineres med strøm fra solceller. Desværre viste forsøget at møllerne slet ikke kunne producere nok strøm. Vertikale møller har den fordel frem for almindelige møller, at de ikke roterer så hurtigt og derfor ikke får bygninhgen til at vibrere på samme måde som almindelige vindmøller. Desuden er de ikke så følsomme overfor skiftende og turbulente vindstrømninger.
Økonomien i vindmøller
For solceller har man den såkaldte nettomålingsordning, som betyder at man kan sende sin overskydende strøm fra solcellerne ind på elnettet og senere hente det producerede strøm tilbage uden at skulle betale for det, f. eks. om vinteren, når solcellerne producerer for lidt strøm. Populært sagt siger man at "måleren løber baglæns". Denne ordning er netop den 4. juni 2010 blevet udvidet til at omfatte alle private VE-anlæg, altså både solceller, vindmøller, vandmøller, biogas, biomasse og bølge- og tidevandsenergi. Tidligere har kun solceller været omfattet af ordningen og de nye regler gør det langt mere attraktivt for private at bruge vedvarende energi. De vedvarende energianlæg må dog højst have en effekt på 6 kW.
Hvorfor virker møllerne ikke godt?
Firmaet bag forsøget mener at grunden til, at møllerne ikke producerer nok strøm skal findes i de turbulente vindforhold, som findes i byen på grund af de mange høje bygninger. Dette til trods for de vertkale vindmøller netop skulle være mindre følsomme overfor turbulens og skiftende vindretninger end traditionelle vindmøller. Firmaet vil dog ikke helt opgive forsøget og håber at der med tiden bliver udviklet nogle andre modeller af møller, som er mere effektive, ligesom en kortlægning af vindforholdene i byen vil være nyttig. Desværre har firmaet ikke selv ressourser til at igangsætte dette. Logik og Co. havde håbet på at samarbejde med Risø om en kortlægning af vindforholdene i byen, men det lykkedes ikke at rejse penge nok til denne undersøgelse. De nye regler, som betyder at vindmøller også omfattes af nettomålingsordningen kan betyde at opstillingen af en mølle bliver mere rentabel.
Hvordan er reglerne for mindre møller?
Reglerne for opsætning af små vindmøller har skiftet lidt igennem tiden, fra at møllerne altid skulle gennem en omfattende typegodkendelse til at lidt større møller kan nøjes med en anmeldelse til godkendelsessekretariatet, mens de helt små møller helt er undtaget godkendelse. Der kan dog være forskellige regler i de forskellige kommuner, hvad angår byggetilladelder m.m., så det kan altid tilrådes at kontakte kommunen før du opstiller en vindmølle, ligesom de enkelte grundejerforeninger kan have regler om opsætning af møller.
Katalog over små møller
Få din egen vindmølle - Nordisk Folkecenter for vedvarende energi har lavet et katalog over 275 små vindmøller fra hele verden. Kataloget er på engelsk og kan købes hos Nordisk Folkecenter, se link nedenfor. Nordisk Folkecenter rådgiver desuden om opstilling af vindmøller.
|