  |
|
|  |
Isolering, invester meget og spar penge
De projekter, som vil kræve at du har håndværkere og måske specialistertil arbejdet |
1. Isoler huset udvendigt
Udvendig isolering af huset er et stort projekt, og man bør nok regne grundigt på det for at se om det kan betale sig. Umiddelbart, ved brug af Isovers beregner, kan det ikke betale sig, hvis man har lidt isolering i ydermuren i forvejen.
Tilbagebetalingstid på 66 år
I det tilfælde, som jeg har prøvet med Isovers beregner, gav det en besparelse på 1500 kr.om året, hvilket giver en tilbagebetalingstid på 66 år uden renter indregnet, hvis isoleringen koster 100.000 at få udført.
Andre grunde til udvendig isolering
Der kan være andre årsager til udvendig isolering end selve besparelsen, f.eks. en slidt og nedbrudt facadevæg.
Fordele
Ved udvendig isolering:
- Få kuldebroer, da isoleringen kun bliver gennembrudt ved døre og vinduer og ikke ved skillevægge og lignende. Udvendig isolering er derfor 30 % mere effektiv end indvendig isolering
- Radiatorer og indvendige elinstallationer skal ikke flyttes
- Boligarealet forbliver uændret
- Boligens udseende bliver bedre (måske, det kan også blive værre)
- Klimaet i huset bliver mere stabilt, fordi en stor del af husets masse kommer indenfor isoleringen, massen holder på varmen om vinteren og holder på køligheden om sommeren.
Ulemper
Ved udvendig isolering:
- Isoleringseffekten og besparelsen står måske ikke i forhold til de store omkostninger ved isoleringen.
- Isoleringen kan kræve store ændringer af facade ved døre og vinduer og af tagudhæng m.m. Måske skal vinduerne flyttes udad for at lysindfaldet i huset ikke bliver for lille.
- Boligens udseende bliver ændret (måske til det værre)
- Du kan få problemer i forhold til bygningsreglementet (bruttoareal, afstand til skel m.v.) fordi huset bliver større i omfang.
Kontakt kommunen
Endelig skal du kontakte kommunen for at høre om, hvilke love og regler du skal overholde før du går i gang.
Konstruktion
Den udvendige isolering kan laves i to former:
- Den uventilerede løsning, som består af færdige facadeelementer, som fastgøres på facaden efter producentens vejledning
- Den ventilerede løsning består af et træ- eller stålskelet, hvor der isoleres imellem lægterne og der afsluttes med vindspærre, afstandslister og en yderbeklædning af plader eller brædder. Ventilationen består i, at der skal være et ventileret mellemrum mellem vindspærre og yderbeklædning.
| Læs mere: |
|
| Du sparer: |
Hvis væggen er lidt isoleret i forvejen er en øgning af isoleringstykkelsen temmelig dyr i forhold til besparelsen. Tilbagebetalingstiden på investeringen kan nemt blive 30-40 år eller mere. Hvis huset slet ikke er isoleret er besparelsen større og en tilbagebetalingstid på mindre end 10 år kan være realistisk. |
|
2. Byg et lavenergi- eller passivhus
Hvis du står for at skulle bygge et nyt hus er det værd at overveje et lavenergi klasse 1 eller 2 hus eller et decideret passivhus, se "Isolering". På langt sigt vil det altid kunne betale sig at ofre ekstra penge på et hus med et lavt energiforbrug.
Lavenergihuse
Klasse 1 og klasse 2 huse er defineret i bygningsreglementet. Bygningsreglementet fastslår, at der skal laves en såkaldt energirammeberegning på byggeriet, som fastslår om bygningens energibehov opfylder kravene i klasse B1 (mindstekravene i bygningsreglementet), klasse A1 (lavenergiklasse 1) eller klasse A2 (lavenergiklasse 2).
Passivhuse er ikke et dansk begreb
Bemærk at passivhuse ikke er et begreb, som findes i dansk lovgivning. Derfor er der ikke nogen lovmæssig definition af et passivhus, men internationalt i Europa er der fastsat kriterier, som administreres af det uafhængige institut "Passivhaus Institut" i Tyskland. "Passivhaus Institut" udpeger firmaer, som kan certificere passivhuse efter instituttets kriterier.
Dyrere at bygge, men billigere i længden
Et passivhus er 5-10 % dyrere at bygge og er f.eks. isoleret med 0,5 m isoleringsmaterale hele vejen rundt og udstyret med særlige lavenergiruder, såkaldte passivhusvinduer. Udgifterne til opvarmning er begrænsede
Der skal bruges energi i et passivhus
Der er ekstra energiforbrug til ventilationsanlægget med varmegenindvinding, som er nødvendigt af hensyn til indeklimaet. Energien kan dog f.eks. hentes fra et solcelleanlæg.
Intet varmeanlæg
Et passivhus har ikke noget varmeanlæg, men opvarmes af aktiviteter i huset, det vil sige varmeafgivelse fra mennesker, madlavning, bad og lignende.
| Læs mere: |
|
| Du sparer: |
9/10 af varmeudgifterne i forhold til et almindeligt hus. Til gengæld er huset dyrere at bygge, men pengene er tjent ind på 10-15 år ved de sparede varmeudgifter. |
|
3. Hulmursisolering
Hulmursisolering er det nemmeste af de "Helt store projekter" og er en god måde at forbedre husets isoleringsevne på, hvis du har en hulmur, som ikke er isoleret.
Autoriseret isolatør
Der findes ikke nogen offentlig autorisation af isolatører, men de enkelte fabrikanter af isoleringsmateriale har hver deres egen autorisationsordning. Du må selv undersøge, hvad konsekvenser det har.
Skader og forsikring
Selv om det ikke er almindeligt, kan der opstå forskellige skader under isoleringen, så det er en fordel at isoleringsfirmaet har en ansvarsforsikring. De skader, som kan opstå er typisk indblæsningsskader, hvor overtrykket ved indblæsningen finder vej igennem em pudset indvendig væg med løst puds, som falder af ved indblæsningen. Forhør dig hos isolationsfirmaet om forsikringen dækker i sådanne tilfælde.
Gør det selv?
Der findes firmaer, som lejer udstyr til hulmursisolering ud, og giver instruktion i anvendelsenad det, eller du kan selv tage mursten ud og sætte dem i igen. Generelt kan det dog anbefales at lade en isolatør gøre arbejdet, blandt andet af hensyn til forsikringen.
Materialer
Der findes mange materaler, der bruges til hulmursisolering. Forskellen i isoleringsevne er begrænset:
- Polystyren (flamingo)
- Perlite (Et vulkansk materiale)
- Papirisolering
- Glasuld
- Rockwool
Løber isoleringen væk?
Der er historier om folk, som har fået tømt deres hulmur for isolering fordi der af en eller anden årsag er opstået et hul nederst på muren. Det er en mur, som er blevet isoleret med polystyren KUGLER. Polystyrenkugler har en tendens til at trænge ind alle vegne og altså også ud gennem huller, mens man normalt bruger polystyrenGRANULAT til hulmursisolering. Granulat har slet ikke den samme evne til at løbe ud, som kuglerne har.
Problemer
- Faste murbindere (mursten på tværs af muren) kan være et problem, som forhindrer en effektiv isolering af muren.
- I ældre huse fjernede man ikke mørtelen på den indvendige side af muren, så en del af hulmuren kan i et sådant hus være fyldt op med mørtelfuger.
- Der kan være et tykt lag mørtel i bunden af hulmuren, som giver en kuldebro ved hulmursisolering.
Nogle isolatører anvender et kamera eller endoskop (kikkert til snævre hulrum) til at undersøge det indvendige af hulmuren, før der isoleres.
|
|
|
|
| SEOP - Kymervej 34 - 4140 Borup - Mail: webmaster@sparenergiogpenge.dk |
|